fredag den 1. november 2013

Rygestop

Jo jow... jeg har stadigvæk ikke rørt de der cigaretter, siden jeg var til hypnotisør for 4 uger siden.

Det er sket før, at jeg er holdt op med at ryge, men ikke på denne måde. Ikke hvor jeg har vidst aller inderst inde, at denne gang er det altså definitivt slut. Når jeg har været gravid eller ammet, så har det ligesom bare været på "hold",  og jeg har aldrig før sagt nej til en smøg, hvis jeg har været til fest eller til sociale sammenkomster med rygere. Før nu. 27 år som ryger, er endelig overstået.

Mine gode råd, i begyndelsen af rygestop:
  • Lad være med at have cigaretter liggende, ud med dem, lige så snart beslutningen er taget. 
  • Forbered dig selv (og dine omgivelser) på, at du kan være rimelig arrig og urimelig den første uge. 
  • Affind dig med at det ER slut. Jeg har sammenlignet det med at miste en kæreste, som ikke vil have mig. Vi kommer ikke til at være sammen igen, så ingen grund til at overveje, om det overhovedet er en mulighed.
  • Lad vær med at kaste dig over substitutter som slik og chokolade (ligesom jeg har gjort), med mindre du har det fint med at tage nogle kilo på. 
  • Gå tidligt i seng, hvis det er vanskeligt ikke at ryge om aftenen. Når man først ligger under dynen og har børstet tænder og ordnet sig, så er det et meget godt signal om, at dagen er slut, og man gider heller ikke stå op og tage tøj på igen, bare for at gå ud og ryge. 
  • Fortæl alle - også folk du næsten ikke kender - at du er holdt op med at ryge, for alle svarer noget positivt tilbage (selvom de måske undrer sig, hvorfor du lige fortalte dem det), men det giver da lige et par ekstra skulderklap. 
  • Spar de penge op, som du ikke bruger på cigaretter. Selv om det måske ikke er så mange penge det drejer sig om pr. dag eller uge, så er det rigtig mange penge i længden. Hver uge ligger jeg penge i sparebøssen, og en eller anden dag, så skal jeg bruge de penge, på noget virkelig fedt. 
  • Giv dig selv rygestop-gaver for hvert lille delmål. Jeg har fået fine gaver (af mig selv) efter den første og 2. uge og i dag, skal jeg ud og ryge-stop-shoppe lidt. 
  • Hav gerne en rygestop-app eller to på telefonen, så du hele tiden kan følge med i din proces. Det er MEGET motiverende at se, hvor mange cigaretter man IKKE har røget. 
  • Lugt til rygerne, og læg mærke til, hvordan alt deres tøj lugter. Deres hænder lugter endnu værre!  Sådan har du også lugtet. Og sådan vil jeg ALDRIG nogensinde lugte igen.
  • Når lysten kommer - så husk det er en forbigående tanke - som du har glemt et øjeblik efter, og endnu vigtigere - hver gang du siger nej tak til lysten, siger du nej tak til, IKKE at ryge igen. 
  • Nyd at du IKKE stresser over, hvornår du kan ryge den næste smøg, i stedet for at ryge når du stresser.  


Dagens resultat.. tallene vokser hele tiden, og klokken 14, har jeg ikke røget i 28 dage!


4 kommentarer:

  1. Rigtig gode råd :) Er selv stoppet, igen, da jeg venter lillebror. Men puha jeg synes det er svært. Det der hjælper mig er lidt at tænkte på statistikkerne. Tænke på hvor stor sandsynligheden er for at blive syg af røgen! Det vil jeg ikke byde mine børn eller kæreste. Tror jeg vil følge dit eksempel med en lille belønningsgave i dag ;) Keep up the good work!
    www.blueeyedflower.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. God idé. Belønningsgaver kan man ikke få for lidt af!

      Slet
  2. Tillykke med stoppet - det er virkelig sejt. Kræftens Bekæmpelse har også lavet en god side, der hedder http://ddsp.dk/, hvor der er god hjælp at hente både til at stoppe med at ryge, men også til at fastholde et rygestop.
    Du lyder jo som om, du har ret godt styr på det, men måske kunne du alligevel have glæde af siden.
    Pøj pøj med det. Hilsen Pernille

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for tippet! Den må jeg kigge på

      Slet