Viser opslag med etiketten Sund 2014. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sund 2014. Vis alle opslag

mandag den 27. januar 2014

Sunde snacks

I vores nye livsstil uden mel og sukker er der plads til lækkerier. Gerne dagligt ;)
Når vi er småsultne eller bare er "sulten for sjov",  så er det vigtigt for os, at vi har nogen sunde færdiglavede snacks i huset, så der ikke kommer unødvendige fristelser i indkøbskurven.

Foreløbig har vi 3 absolut favorit snacks, og ingredienserne, dem kan man købe i det lokale supermarked.

1. Salte mandler

Det fåes ikke bedre! Jeg har prøvet mange forskellige opskrifter på saltmandler, og denne opskrift som jeg har fået fra en kollega, er simpelthen den allerbedste. Prøv dem hvis du er til sprøde og lidt ekstra salte mandler.





Opskrift på salte mandler  

Du skal bruge 

1/2 liter vand
100 gr. groft salt
1 pose mandler (Änglamark) 150 gr

  • Kog vandet sammen med saltet, indtil saltet er opløst. 
  • Hæld mandlerne i det varme vand, og stil dem køligt i ca 20 minutter
  • I ovnen på ca. 130 grader varmluft i 20 minutter. Pas på at mandlerne ikke bliver brændt. 
  • hæld mandlerne i en beholder, når de er afkølet. 

Tip: spis dem hurtigere end din bedre halvdel!

 2. Hjemmelavede knækbrød


Hjemmelavede knækbrød tager kun 5 minutter at bakse sammen, til gengæld skal man være tålmodig, da man skal vente et par timer mens dejen trækker og er i ovnen. Men det er ventetiden værd, for knækbrødene kan spises alene som en lille snack, med et godt lag hjemmerørt mayonnaise og pålæg, eller knuses og kommes oven på skyr eller græsk yoghurt.

Opskriften er fundet hos Madbanditten, hvor der er virkelig mange fristelser at finde.



Her er knækbrødet tilbehør til en lille tapas vi havde i weekenden.
Skaldyrssalat, parmaskinke, rød peber og avocado og selvfølgelig masser af aioli. 

3. Chokoknas med nødder og dadler

Chokoknas er ikke en 100% sukkerfri snack på grund af den mørke chokolade. 
Så vi spiser ikke løs af lækkerierne dagligt, men det er skønt med et lille stykke i ny og næ.
 Denne chokoknas er selvkombineret ud fra de ingredienser, som jeg aller bedst kan lide. 




Opskrift på chokoknas

Du skal bruge

100 gram mørk chokolade 85 % (Änglamark)
1 tsk. kokosolie uden smag (kan udelades) 
Korn fra 1/2 vaniliestang
25 mandler
10 valnødder
10 hasselnødder
5 dadler (kan udelades)
  • Smelt chokoladen over vandbad, tilfør både vanilien og kokosoilien. 
  • Hak nødder og dadler rimelig småt (jeg bruger en håndblender), men ikke til mel. 
  • Bland chokoladen med nødderne, put blandingen i forme, enten silicone eller flad form beklædt med bagepapir,  og sæt det til afkøling i fryseren. 
  • Hold øje med chokoknasen, og put i lufttæt beholder, når chokoladen er stiv nok. 
De smager himmelsk!


Indlægget er skrevet i samarbejde med Änglamark

fredag den 24. januar 2014

Inspiration til sunde retter og resultater indtil videre

Vi (Ø. og jeg) er på sundhedskur i hele 2014, og vores nye livsstil indebærer masser af kød og grønt, rigelige mængder af fedt, mørk chokolade og et glas vin i ny og næ. Sådan lidt stenalderkost møder LCHF.

Jeg synes, at vi spiser og spiser (og laver mad og laver mad), og nogen gange er jeg så mæt, og har spist så meget, at jeg ikke fatter, at det kan være sundt. Men vi spiser videre.

Mange af mine kollegaer er på 5:2 - så når de sidder der med deres 1/2 hytteost til frokost, så sidder jeg ved siden af med mit bjerg af mad - i dag var det foreksempel en kæmpe portion blomkålsris og masser af kylling i fed kokos-sarry-sovs. Mums altså. Er spændt på, hvem som har det bedst, når dagen er omme...

Morgenmaden: 
Vi spiser stort set græsk yoghurt som bliver blendet med blåbær og mandler hver dag. Jeg drysser også lidt "Fibersund" på. Vi spiser det, fordi det går hurtigt, da tiden er meget knap om morgenen.
Og ja vi kan godt lave noget mad klar dagen før, men dagen før laver jeg også aftensmad og frokost samtidigt, og jeg synes jeg bruger evigheder i køkkenet efterhånden.

Til frokost spiser vi rester fra dagen før, gerne med en kæmpe portion kålsalat som tilbehør.

Til aftensmad er det meget forskelligt hvad der er på tallerknen, men vi har indtil videre afprøvet mange forskellige retter, og også mange nye retter, sikkert også derfor, at det tager så lang tid at lave mad.

To vigtige ingredienser i vores nye livsstil: (Ud over mørk chokolade!)

 Spidskål. Tror faktisk aldrig jeg har smagt det før... før nu! Hvor jeg næsten spiser det dagligt. Enten rå i en salat, eller stegt på en pande sammen med andre grøntsager, eller et hel blad som udgør det for en wrap... Mange variationer, og skøn skøn smag.

  Aioli - smager bare SÅ godt på alt. Selvfølgelig hjemmelavet fra bunden, opskriften må følge en af dagene. Vi har den til alle kødretter, blander den op med chilli, har den på laks osv. En god måde at få ekstra fedt på!

Jeg glemmer ofte at tage billeder af vores mad, men her kommer nogle af retterne, og måske kan det give et par ideer til nogle sunde og velsmagende retter:
 Nakkekotelet med spidskaålssalat med lidt mandler, æbler og oliedressing. 
Hertil en ordentlig klat aioli. 
 Kold coulottesteg med samme spidskålssalat og samme aioli. 
 Røget laks med rødkålssalat
 Wrap af spidskål med kylling og grøntsager, og selvfølgelig en kæmpe klat aioli. 
 Tun og æggesalat
 Roastbeef med dampede bønner og stegt rødkål-løg blanding - og selvfølgelig aioli
 Pulled pork og Coleslaw - uden brød
 Coulottesteg - køb en rimelig stor så er der til flere dage
Blomkålsris med kylling i kokossovs - smager forrygende - men ser ikke så lækker ud- dette er Marius portion - derfor rosiner

Om fredagen har vi "fri", det vil sige, at Ø. drikker øller og spiser chips, og jeg spiser endnu mere mørk chokolade. jeg føler slet ikke, at jeg savner noget, havde troet, at det aller vanskeligste i verden ville være ikke at spise havregryn og rugbrød, men det går virkelig godt. 

Vægten har ikke dalet så meget hos mig som hos Ø. Nok fordi jeg spiser lidt for meget mørk chokolade og lidt for mange nødder. Ø. har tabt næsten 5 kilo siden 1. januar, og jeg 2,5 kg. Til gengæld har jeg smidt mange centimeter, og især på maven (6 cm), og taljen (5 cm), da jeg ikke er så oppustet længere, så jeg føler mig meget lettere - og sundere.

Den dårlige samvittighed som nagede mig før evig og altid er også væk. En kæmpe lettelse ikke at skulle tage stilling til den hele tiden. Nu kan jeg have det lidt dårligt med, at jeg spiser lidt for meget mørk chokolade... ahmen altså - så er det heller ikke værre vel ???

mandag den 13. januar 2014

Sundhedskur

Jeg skrev jo i går, at vi har lavet min "no sugar" om til en sundhedskur, en sundhedskur, som jeg håber, kan blive til en livsstil med tiden.

Dette betyder JA TAK

* til al mad som er lige fra marken, buskene eller dyrene
* til at træne regelmæssigt flere gange om ugen
* til at vi helst skal cykle til og fra arbejde
* til at vi skal sove mere
* til at bruge mindre tid foran en skærm (skrev hun foran skærmen)
* til mørk lækker chokolade (70-85%)
* til et glas vin en gang i mellem

Og det går bare rigtig godt. Vi var i gennem pinebænken i går - hyggelig fødselsdag med masser af kage, chokolade, øller, boller... og mit mundvand rendte, men jeg klarede det!
Jeg spiste til gengæld det lækreste knækbrød med smør og parmaskinke og rød peber, jeg spiste af en medbragt kage kun med æg, nødder og dadler (ingen succes), og så spiste jeg... chips....
Billedet er venligst lånt her, men ligner til forveksling vores middag den anden dag

På arbejdet i dag var der store fade med de lækreste hjemmelavede chokolader, fødselsdagsboller og kage... og det er lidt lettere at sige nej, for hver gang.

Til gengæld skal jeg lige om lidt spise taco-spidskålswraps. Det er godt. Jeg skal træne og hygge med min Ø. inden ungerne kommer hjem, og så skal jeg lave den lækreste culotte til aftensmad.

Yes - kald mig bare sundhedsfreak!

søndag den 12. januar 2014

Opfølgning på nytårsfortsæt

Jeg håber, at alle er kommet godt ind i det nye år! Her går det godt, send flere penge...

Og hvordan går det så med mine nytårsfortsæt?

1. Blive sukkerfri

Det er gået forbløffende godt. Rov-spiseriet af alt sukker indenfor en afgrænset omkreds er slut-prut. Mit daglige Cola-Zero eventyr er slut-prut, og skiftet ud med vand og te.
Okay helt engel er jeg ikke... jeg spiser mørk chokolade dagligt (85%), men i ganske moderate mængder. Dog var det vanskeligt den anden dag, da Marius havde fødselsdag, og jeg lavede den lækreste chokoladakage til børnehaven. Det skulle være en dinosaurkage, og der er altså en del som skal skæres væk.... haps haps sagde det vist... et par gange.... men til gengæld klarede jeg, at sno mig uden om kransekagen på arbejdet dagen efter!

I dag er det familiefødselsdag, en kæmpe udfordring. Min moster holder fødselsdag for hende selv, min far og Marius, som alle har fødselsdag samme dag. Vi har følgende med: Chokolademuffins, den lækreste lagkage, mine yndlingstrøfler, Anton Berg chokolade og en pose chips. Men jeg har også bagt knækbrød, sunde nøddekager og laver en hulens masse gulerodsstave. Målet må være, kun at spise det "sunde".

Til gengæld er mit ønske om ikke at spise sukker længere, blevet et projekt for mig og Ø. om at være multi-sunde, og kun spise "rigtig" mad, træne og sove nok. Med rigtig mad mener jeg, ingen kornprodukter, sukker, præ-fabrikeret mad mm.

2. Spare penge på madbudgettet

Og det er godt nok dyrt! Og tager SÅ lang tid at forberede. Jeg føler, at vi står i køkkenet et par timer hver eftermiddag/aften.

Vi spiser ca 1,5-2 kilo grøntsager og ca 500-1000 gr kød/fisk dagligt, dertil kommer nødder, æg, bær og ikke mindst mad til ungerne.

Så det går faktisk ikke særlig godt, det der med at spare penge på mad. Tror vi har brugt 1700 kr. kun på mad her den første uge. Men til gengæld har det været GOD mad. Som i kanon god!

3. Være ultra sød ved Ø.

Tjaaa.. han vil nok sige, at jeg IKKE er helt der endnu. Her er det nok travlhed, tilbage på job, lidt stress, lidt søvnunderskud, lidt hormoner, list børn-syge, lidt omlægning af kost som spiller ind. Men jeg husker at rose ham meget for hans ihærdighed med al den nye mad, træning og andre ting han samtidigt ændrer på.

4. Være mere nærværende

Se punkt 3

Ha´ en dejlig søndag!

fredag den 3. januar 2014

Nytårsforsæt

Yes, jeg elsker nytårsfortsæt. Jeg er en af dem, som virkelig har brug for et startskud, og for mig er den aller bedste dato 2. januar. Jeg har brug for tid til forberedelse i tankerne, tage et tilløb, og gældende for et af mine fortsæt - at "spise af". Al den slik, chokolade, is skal da ikke gå til spilde - vel?

Flere af mine fortsæt er gengangere både fra tidligere år, og det er der en simpel grund til: Min rygrad er meget meget tynd. Alligevel har jeg været sindsyg god i 2013: Jeg er holdt op med at ryge - som i fuldstændig aldeles færdig med det, og jeg har trænet regelmæssigt rigtig længe.

En ting jeg er rigtig træt af, er sukker. Sæt mig foran et bord med slik på, og jeg er ved at dø indvendig, fordi jeg ikke får lov til at kaste mig over det (af mig selv - det vil jo ikke se grådig ud).
Jeg har ingen begrænsninger! Ingen!

Jeg er skide træt af afhængigheden, dårlig samvittighed, oppustet mave, uren hud, og så mener min heksedoktor, at sukkeret gør, at jeg har ubalance i kroppen, og derfor får ondt i lænden. Spændende at se, om ryggen bliver bedre, når jeg endelig bliver sukkerfri. For det gør jeg.

Dette års fortsæt: 

1. Sukkerfri 
2. Spare penge på madbudgettet - ved nu ikke om det er muligt, da jeg og Ø skal til at spise mega sundt - så som vildt meget kød og grønt. Men det er i hvert fald slut med alle de der non-food køb, som jeg slæber med hjem fra Netto.
3. Have to shoppefri måneder i februar og marts - tænk hvis jeg kunne spare op ad lommepengene? Og lægge dem til min rygeopsparing! Lugter ny taske, rejser, skønhedssalon eller....
4. Være ultra sød ved min Ø.
5. Generelt være mere nærværende



Årets motto:
Don't shout - just kiss

Mon du lige sidder inde med en god idé, som jeg kan få med på listen?

søndag den 8. december 2013

Nye rutiner

Fra starten af oktober sidste år og flere måneder frem, følte jeg, at jeg var i en slags skal, som andre ikke kunne se, men kun de(n) aller næreste kunne mærke. En skal som var trukket ned over mig, og jeg klarede ikke at få det rigtig gode lune frem. Jeg var rimelig meget en sortseer, og jeg orkede meget lidt. Det var og er virkelig vanskeligt at sætte ord på, hvordan jeg havde det, for jeg var jo ikke syg, havde heller ikke været til lægen, jeg havde det bare 20% dårligere med mig selv, end jeg plejer. (Ikke at jeg har det dårligt med mig selv altså) Jeg tror at jeg havde en form for mini-depression.

Derfor lavede jeg en aftale med mig selv, at denne vinter skulle være anderledes. Jeg skal have det MEGET bedre, og foreløbigt går det faktisk efter planen!

Jeg har forskellige ikke-lægelige forklaringer, som jeg bilder mig ind virker:

- Jeg er holdt op med at ryge, ikke at man får det psykisk dårligt af at ryge, men jeg havde en gentagende dårlig samvittighed, som kom hver eneste gang jeg tændte en cigaret. Og en evig diskussion med mig selv (og Ø.) om, at på mandag er det altså slut eller nu er det altså også den sidste osv.

- Jeg træner 3-5 gange om ugen, meget lår (pgra en knæskade) og coretræning, hvilket både har givet mig stærkere ryg, fastere rumpe, men større lår.
Til gengæld spiser jeg stadig ALT for meget sukker, og det er en last jeg VIRKELIG gerne vil af med. Er sikker på, at så snart jeg kan slippe den, så får jeg det endnu bedre (og som bonus - en ikke så ballonagtig mave)!



- Jeg er begyndt at tage flere forskellige vitaminpiller. Både fiskeolie, kalk og D-vitaminer og også nogle for stærkere hår og negle. Og jeg tror altså, at der er noget om snakken med hensyn til de D-vitaminer.
Mit vitaminlager, alle fra Futura
Foreløbig går det godt, og jeg krydser fingre for, at det bliver ved.