lørdag den 6. april 2013

Køkkentanker

Læste lige i en reklame, at man kunne vinde et nyt køkken, hvis man har Danmarks grimmeste køkken. Jeg står muligvis for skud her. Dog synes jeg altid, at dem som vinder sådan noget, er dem som flere gange om dagen råber højest på facebook om, at man skal stemme på dem, så det gider jeg ikke.

Men et nyt køkken det gider jeg godt. Virkelig godt. på Pinterest har jeg en mappe med køkkener, og her er et udpluk af mine ønsker:


Skabe helt op til loftet, så man ikke kan stille rod ovenpå dem. Fra www.skonahem.com
Sådan en krog bag skabet, som der er på billedet, til kaffemaskine, og kogebøger mm. fra www.avotakka.fi 
Lyst, hvidt og gerne en sort bordplade
Vi har sådan en lav vindueskarm, og jeg vil elske at få mere lys ind, så en lille indbygget slagbænk foran vinduet, havde været genialt.
Næsten FOR pænt. Men måske er det dét, vi har brug for, efter så mange år med et mørkt og rodet køkken?
Lidt mindre "pænt", og noget mere personligt. Kan godt lide, at man kan se nogle af yndlingskøkkensagerne.
Og så er jeg også vild med den sorte væg. Gør næsten køkkenskabene endnu hvidere?
Måske skulle man bare male hele molivitten sort? www.vtwonen.nl
Men men, med to lærere i huset, som begge er lockoutet, ser økonomien jo ikke ligefrem overskudsagtig ud i den nærmeste fremtid. Og man vil jo også gerne på sommerferie. Og børnene skal jo også klædes på...og...og...og...

fredag den 5. april 2013

Er I stadig kærester?

Der var en gang, hvor jeg var sindsygt forelsket i Ø.

Vi gik i samme klasse på studiet, lavede opgaver sammen, spiste sammen, han hentede mig fra arbejde om natten, så vi kunne sove sammen - vi var sammen 24-7. Tog på ferier sammen, drak os stive sammen, og vi kunne snakke hele natten - det var perfekt!

Og jeg elskede det, elskede ham, og svor mig selv, at ham her, ham kunne jeg aldrig blive træt af. Vi blev gift efter 9 måneder.

Det er snart 11 år siden.

I dag ligger der to unger i dobbeltsengen, og der hvor ungerne burde ligge - i køjesengen, ligger Ø.  Nogen gange (næsten hele tiden) er Ø. og jeg mere partnere i forældrerollen end kærester. Vi er gode partnere, får det hele til at fungere, har søde børn, er enige om opdragelse og alt det der. Men vi glemmer hinanden. Og når vi endelig har tid til hinanden, fravælger vi (jeg) det, og vælger tiden til os (mig) selv.

Og det er ikke fordi, at jeg ikke elsker Ø. For det gør jeg. Meget. Jeg tror bare, at vi begge tager hinanden lidt for givet, og glemmer, at man også skal være kærester i dagligdagen, og for mit eget vedkommende, føler jeg ofte at man giver og giver af sig selv til ungerne, og når de så endelig sover, så er der bare ikke mere at gi´af.

Min meget korte version er sat lidt (meget) på spidsen her, men fra i dag af, og en uge frem skal jeg simpelthen være den sødeste kæreste, forkæle min Ø., og snakke pænt til ham. Og hvem ved, måske bliver mit helt nye søde jeg en vane, som bliver hængende?



torsdag den 4. april 2013

Hvilke serier ser du?

Jeg er mega-tv-serie elsker. Jeg gider ikke rigtig at se film, så falder jeg i søvn, men jeg elsker at sidde at  hækle med en god serie på skærmen.


Jeg er lige blevet færdig med Girls, virkelig fed serie, som jeg klart kan anbefale.

Har du mon nogle tips til andre serier (Ikke vampyrting)?

Man må godt kunne finde dem på HBO, Viaplay eller TDC play.

onsdag den 3. april 2013

We Do Wood

Jeg har ventet rigtig længe på et bord til Marius. Og ikke et hvilket som helst bord, nemlig det virkelig lækre Geo-bord fra We Do Wood. Og endelig kom det lige efter påske. 
Det var lige før jeg ventede på at ungerne kom hjem med at pakke det ud, men selvfølgelig kune jeg (heller) ikke dy mig denne gang. Men ak hvor blev jeg skuffet. Bordet var flækket hele vejen igennem. Og nu får jeg ikke et nyt før i slutningen af måneden.... 

Det skønne Geo bord fra We Do Wood, som lader vente på sig

Så nu er jeg begyndt at drømme lidt om, hvor det skal stå, og hvordan det skal indrettes. Jeg forsøgte at finde inspiration på nettet, dog synes jeg - mærkelig nok - at det er lidt vanskeligt at finde billeder af indretning af bordet. Sa kan du hjælpe med lidt inspiration eller links til samme, er du meget velkommen til at komme med input.

Hjemme hos myhouseins

Billede fra Boligmagasinet

Eller som her hos Camilla Tange





Find bordet her hos Emanuels.dk
 

mandag den 1. april 2013

Ugens instagram

Instagram er blevet mit daglige drug (ud over chokolade og kys fra ungerne).


Det er meget nemmere lige at tage et billede af et eller andet, end at skrive et langt blogindlæg, så mange ting kommer på IG og ikke bloggen. Og du er også velkommen til at  følge med på @camsenn.