Der var en gang, hvor jeg var sindsygt forelsket i Ø.
Vi gik i samme klasse på studiet, lavede opgaver sammen, spiste sammen, han hentede mig fra arbejde om natten, så vi kunne sove sammen - vi var sammen 24-7. Tog på ferier sammen, drak os stive sammen, og vi kunne snakke hele natten - det var perfekt!
Og jeg elskede det, elskede ham, og svor mig selv, at ham her, ham kunne jeg aldrig blive træt af. Vi blev gift efter 9 måneder.
Det er snart 11 år siden.
I dag ligger der to unger i dobbeltsengen, og der hvor ungerne burde ligge - i køjesengen, ligger Ø. Nogen gange (næsten hele tiden) er Ø. og jeg mere partnere i forældrerollen end kærester. Vi er gode partnere, får det hele til at fungere, har søde børn, er enige om opdragelse og alt det der. Men vi glemmer hinanden. Og når vi endelig har tid til hinanden, fravælger vi (jeg) det, og vælger tiden til os (mig) selv.
Og det er ikke fordi, at jeg ikke elsker Ø. For det gør jeg. Meget. Jeg tror bare, at vi begge tager hinanden lidt for givet, og glemmer, at man også skal være kærester i dagligdagen, og for mit eget vedkommende, føler jeg ofte at man giver og giver af sig selv til ungerne, og når de så endelig sover, så er der bare ikke mere at gi´af.
Min meget korte version er sat lidt (meget) på spidsen her, men fra i dag af, og en uge frem skal jeg simpelthen være den sødeste kæreste, forkæle min Ø., og snakke pænt til ham. Og hvem ved, måske bliver mit helt nye søde jeg en vane, som bliver hængende?
