fredag den 11. december 2015

Flere hæklede julekugler

Sidste år hæklede jeg en masse julekugler, som jeg glad gav væk til venner og familie. Det er skønt at kunne bruge sin tid foran fjerneren (rimelig) fornuftigt, og samtidigt kunne glæde andre. 






De hæklede kugler er lavet efter Virkverkets julekugler

Se endnu flere julekugler her, her og her


torsdag den 10. december 2015

En hæklet nisse...

En lille nisse med eller uden hår.

Den lille nisse er meget simpel og hurtig at lave. Farvekombinationerne er uendelige. Og man slipper for at tælle alt for meget. Jeg har klistret håret fast til huen, så nissen kan smide huen, uden at blive for varm.


Nissen er fyldt med pudefyld fra Ikea, men jeg kunne rigtig godt tænke mig at bunden bliver tungere, så nissen ikke vælter så let.

Er der mon enkel eller to derude som har et tip?


onsdag den 9. december 2015

Ingefærshots - en ordentlig gibbernakker

Hver eneste morgen tager jeg mig en ordentlig gibbernakker.

(gibbernakker, (af uvis opr., måske omdannet af hibenkradser (hybenkradser)), snaps; dram.). 

Siger det bare - jeg tror det hjælper. I fredags blev jeg simpelthen så forkølet under flyveturen til London og de næste døgn nøs og nøs jeg, snotten rendte ud af næsen, og på trods af at jeg sov i en opgang fredag nat, så var snuen borte søndag morgen. Sådanne Susanne - jeg er sikker på, at det er på grund af mine daglige ingefær. 

Jeg har efterhånden lavet det en del gange, og denne gang lavede jeg den så simpelt som muligt:

Ingredienser:

200 g ingefær skåret i små stykker
saften fra 3 citroner
saften fra 3 klementiner
2 liter vand

Du kan også tilføje:

Citronskallerne (gør det sindsygt bittert)
Honning eller sukker efter smag (du kan ikke smage det alligevel)
1-2 Æbler skåret i små stykker

Fremgangsmåde:


  • Kog det hele i 45 minutters tid
  • Lad væsken afkøle
  • Si det ned i en skål og hæld på tætsluttet flasker. 


Skal drikkes inden for 2-3 uger. 






Skål




tirsdag den 8. december 2015

Låst dør i børnehaven

Ja,  i dag var så dagen hvor man skal komme til en låst dør på Girafstuen i børnehaven.

Også selv om vi faktisk var der til tiden.

Det er ikke en hemmelighed at personalet prioterer at man ikke forstyrrer "samlingen". Den begynder kl. 9.00 og jeg har fuld forståelse for, at det er super irriterende at ungerne kommer dumpende.

Men når man nu rigtig gerne vil møde til tiden (lad os se bort fra at vi burde gå 5 minutter tidligere), løber ind, smider jakke og støvler, løber op ad trapperne, når at tjekke iPhonetiden (og alle ved jo at det er den som gælder) -> 8.59, når at tænke YES! - og derefter støder ind i den låste dør. Som siden i går har fået et skilt på, hvor der står: "Samling - vent til vi er klar".
Vi banker stille og roligt på, men nej, ingen åbner. Vi kan høre samlingen allerede er i gang, lige på den anden side af den låste dør. De vil ikke forstyrres. Okay. Vi banker endnu engang - klokken er stadig 8.59. Nej vi må ikke komme ind. Vi venter.

Og venter. Vi er nu fire forældre og 4 børn på den lille afsats, som ikke må aflevere vores børn...

Det gider jeg altså ikke.

Så afsted på mors arbejde, og vi havde en herlig dag sammen. Ingen låste døre, masser af søde unger og et par enkelte uartige.




27 nervepirrende timer i London

Min veninde og jeg tog til London i fredags, hvor vi skulle til koncert med the Brand New Heavies. Vi er begge vilde med dem, og troede egentlig at de var opløst... når man så pludselig opdager at der er koncertbilletter til 250,- og fly kun koster 700,- incl. bus retur, ja så er det bare om at komme afsted.

Jeg har familie i London, og (u)heldigvis var de bortrejst i weekenden, så vi kan bo i deres (utrolig sindsygt dyre) lejlighed. Vi kommer godt afsted, humøret er højt, og vi er klar til fest og farver. Dog indser vi snart, at det der med at flyve til Luton lufthavn, måske ikke var den bedste ide, da bussen vi har bestilt tager 1 1/2 time i rush-hour. 

Vi finder frem til lejligheden, nu er vi en smule under tidspres, da dørene til koncerten snart åbner. Vi ringer på - ingen åbner. Ringer på igen, stadig ingen som åbner. Arggg. Jeg ringer til Ø., som får fat på familien som er i Grækenland, som får fat på maiden, (der skal lukke os ind og give os nøgler), som er af den opfattelse at vi først kommer dagen efter. Guess what!

En time efter kommer maiden, og der er vi godt halvsnaldrede af alle de Smirnoff Ice vi når  at drikke, mens vi ventede. Blæren er også under pres, og endnu mere da maiden virkelig fumler med de tre låse som er på døren. Ikke mindre end 9 gange puttede hun nøglen i. 

Et hurtigt tøjskifte og toiletbesøg efter, får vi nøglerne stukket i hånden, får vist hvordan alarmen virker og så afsted med os til Brand New Heavies. Vi tænker taxa, da vi nu er meget forsinket. taxamanden fortæller det tager 25 minutter at komme frem, det afgjorde sagen. 1 time og 10 minutter senere nåede vi frem til The Clapham Grand, som virkelig var et super fedt og meget intimt sted.
.
Men no worries... Vi når fint The Brand New Heavies og de er alle prøvelserne værd. Så meget positivisme, karisma, glæde og kærlighed. Vi var totalt høje bagefter. 

Ud på natten var vi godt trætte og en smule halvfulde. Vi fik låst os ind i opgangen, gik den lange vej op til 3. etage, og nu kun 1 meter fra vores seng. Nøglen drillede. Jeg kom i tanke om det sirlige system maiden havde med de tre låse. Vi prøvede på alle mulige tænkelige måder, men ind, det kom vi IKKE. Og efter 30 minutter ringede vi til familien i grækenland kl 3 om natten, velvidende at de har en lille baby sovende ved sig og velvidende de skulle til bryllup næste dag. De var meget forstående, og forsøgte at hjælpe. Vi ringede til en låsesmed, men han var sindsyg dyr. Vi gik over på nærliggende hotel Hilton, hvor de virkelig ikke var interesserede i at hjælpe os, som i overhovedet ikke. Vi var nu meget opgivende og temmelig trætte, så vi gik tilbage til (foran) lejligheden, og lagde os til at sove på gulvet under lyscensoren som var virkelig effektiv. Den mindste bevægelse, og alle lamper tændte i 17 minutter. Det var iskoldt og virkelig ikke særlig behageligt.
Ja det er så ikke en rigtig hjemløs... læg mærke til hvor lyst der er...

K. 7.00 orkede jeg ikke mere, heller ikke min blære, og vi gik en morgentur i det meget flotte kvarter vi "boede" i. Little Venice lå for enden af vejen, og det måtte jeg da lige forevige - og det samme blev så mit Oystercard (metro/buskort) som dalede ned i kanalen, i det jeg tog min telefon ud af lommen, og derefter druknede. 
Ikke mange har oplevet solopgang en lørdag morgen i London... uden filter!

Kl. 9.20 kom maiden endnu engang, og vi nægtede hende adgang uden først at afprøve vores nøgler. Vi holdt begge vejret... vi krydsede fingre for at de ikke virkede, og maiden krydsede fingre for at de gjorde! vi vandt - HA! Hun fandt et andet sæt nøgler frem, og TADA - så skal jeg da love for, at låsen virkede så flot!

Et par timers søvn i den virkelige lækre seng i den virkelige dyre lejlighed - og vi var klar til at London en lørdag formiddag i december... med de cirka 2,5 millioner andre mennesker, som også ville se de utrolig flotte julelys. Hvor er det bare vildt altså!!! Sikke en stemning!

Vi havde regnet ud, at tog vi fra lejligheden kl. 16, kunne vi være i lufthavnen 17.30 -> masser af tid til at snuse rundt i den beskedne lufthavn. 

Vi tog fejl. 

K. 18.00 var der GATE CLOSED, og der sad vi så stadig i bussen på motorvejen - 10 mils from you... Omg. Har aldrig været så stresset. Og det blev værre og værre. Vi indså begge at vi aldrig ville nå flyet, medmindre et mirakel ville ske. 18.22 kom bussen endelig ind til lufthavnen. Og så løb vi. Og løb og løb. Viste billetter og pas og løb. Hen til security, som derefter nægtede mig adgang, da jeg havde knude på mine gennemsigtige poser og ikke en strip-ting. 18.26. En venlig passager fra indien forærer mig en pose. Vi løber og løber, ud gennem den ene korridor, der er ingen fly. Løber ud af den næste korridor, shit de gange er altså lange. Lunger med blodsmag, en smule pee in the pants... vi løber og løber, og endelig ser vi et Ryan Air fly. Med en anelse mennesker foran, som stadig er i kø. Et minimalt håb opstår. vi løber ned af trappen, og bliver stoppet af lufthavnspersonalet, som ikke ser særlig glade ud for at se os. 

Nixen vi får ikke lov til at komme med. Nope.

Vi forsøger at overtale dem med alt vores charme, fortæller om vores frygtelige bustur, siger bebe... men intet virker, de er hårde som sten. Køen foran flyet er væk, og vi kigger en sidste bedende gang med store hundeøjne... og Yes vi får lov at komme med!

Den flyvetur er den absolut bedste flyvetur jeg nogensinde har haft i hele mit liv. Masser af hvidvin, chips og peanuts, og den allerbedste følelse af, at uanset hvad der sker, så klarer vi det.

Har aldrig nogensinde været så glad for at lande i Kastrup... lige før jeg klappede
Kl. 23.17 træder jeg ud af taxaen foran vores hjem, og direkte ned i en nylagt hundelort. Temmelig smattet skulle jeg hilse og sige...

Og så fik jeg ikke en gang nævnt, at jeg blandt andet blev kaldt for faggit, beskyldt for at være en tasketyv og millimeter fra at blive spyttet i hovedet af en mega sindsyg kvinde^^